Lord Jadaniel Cassien

Lord of the Comorant's Beak

Description:

Jad (/dʒæd/) Cassien er en ung mand midt i 20’erne. Han er høj og slank af bygning, hvilket yderligere fremhæves af de elegante lange mørke rober, af silke og smidigt læder, som han normalt går iklædt. Han har langt mørkt bølget hår, og på sine overlæber et tyndt sort overskæg, derudover omkranser et tyndt skæg hans ansigt. Han har smalle brune øjne som han ofte kniber sammen når han tænker, og har har arvet sin faders næse, som virker lidt for stor for hans ansigt.

Han sukker ofte højlydt, når han føler sig presset eller irriteret, og afbryder gerne folk, hvis deres snak keder ham. Han griner opgivende af absurditeten af de uoverkommelige udfordringer, han føler floden har ført ham, og det er svært at gennemskue om han overhovedet tror på, at han kan løfte de opgaver, der nu ligger på hans skuldre. Men hans vilje er stålfast når han først har sat sig noget i hovedet, og han er ikke bleg for at spørge om hjælp eller overgive ansvar så snart han ser sit snit for at lette sin egen byrde.

Jad har altid en pisk ved sin side, hvilket uduelige staldknægte og nærgående tiggere kan underskrive at den unge lord formår at håndtere. Derudover bærer han sin faders gamle krumme longsword i en smuk dekoreret scabbard fra sin hofte. Når han rider i krig eller tournering ifører han sig en breastplate i mørkt stål hvis bryst er prydet af House Cassiens arms: Den Mørke Skarv på en baggrund af guld med azur bar.

Sjældent ses Jad uden for Spiret’s borgmur, uden at sidde på sin trofaste ganger, Silili, en imponerende Sand Steed som Jad selv har fanget som vild og trænet fra bunden. Rygtet vil vide at Silili engang red fra Meander til Godsgrace og tilbage igen på en enkelt nat – hvilket er en sandhed Jad stolt fortæller hvem der måtte være interesseret (selvom den 250 mil lange tur snarere tog 24 end 12 timer).

Jad har en jagtfalk, han kalder Yugin.

Bio:

Jadaniel Cassien er født i AL 155 og er den yngste af afdøde Lord Milthan Cassien’s to sønner.

Han brugte sin opvækst på at undgå alt, der mindede om ansvar og forpligtelser, velvidende at hans storebror, Milthan den Yngre, var mere end kompetent nok til at overtage Huset og landet, og at Jad selv var mere i vejen end til hjælp.

Faderen virkede til at være af samme overbevisning, og forkælede den unge Jad, og lod ham gøre hvad han ville. Jad’s moder, Lady Yahenna Cassien af Pentos, forsøgte i Jad’s yngre år, men gav op på drengen, og lod ham gøre hvad han ville. Han vidste at hans moder ikke brød sig om faderens metoder, og egentligt heller ikke synderligt om faderen, men det kunne den unge Jad hverken gøre noget ved, eller tage sig rigtigt af. Efter faderens død, og broderens forfald har Jads relation til sin moder fået en opblostring. Jad er klar over at Husets fremtid nu ligger på hans skuldre, og han ved at der kræves en masse af en Lord – og at han ikke aner hvad præcis det indebærer. Han prøver derfor at lærer så meget fra Yahenna som hans evner og koncentrationtillader.

Siden Jad i en alder af seks fik sin første Sand Steed har han være besat af heste, ridning, turneringer og hesteopdræt. Det blev hans største kærlighed i livet og hans virkelighedsflugt fra de langsomt mørkere og mørkere skyer, der samlede sig over Meander. Jad nægtede at se sin faders inkompetence, og hjalp enkelte gange med at straffe “kriminelle” med piskeslag, foran “Meander’s Spirs”’ borgmur.

Relationen til broderen var ligeledes præget af en ligegyldighed over for den virkelige verden, og de få gange Milthan prøvede at diskutere faderens beslutninger med Jad, vendte den yngste bror det døve øre til med høje suk og rullen med øjnene. Milthan var den ældste af de to, den kloge af de to, den hårdarbejde af de to, og selvom Jad elsker sin broder, var hans opvækst præget af vekslende jalousi og ligegyldighed til ham. Plus, Jad var altid den bedste rytter.

Jad har ikke en synderlig tæt relation til sin onkel Marius, da Marius drog til havs mens Jad stadig var en lille purk. Men de får gange onkelen har været på besøg, har Jad kunne lide ham, og specielt elsket historierne om pirater og søslag. Jad nærer stor respekt for sin onkels erfaring og renommé, men har ikke en decideret misundelse på hvad onkelen har opnået – et liv til havs er ikke et liv for den unge lord. Jad har aldrig rigtigt undret sig over hvorfor onkelen valgte at bruge to årtier på havene omkring Dorne, istedet for at blive i Meander.

Rhoya, den unge sari i Cormorant’s Beak, har Jad altid set lidt som en slags storesøster. Hun passede Jad, da han var lille, og var jævnaldrende med storebroderen Milthan. Rhoya virkede altid til at vide hvad der var bedst at gøre, og virkede altid i stand til at få ordnet ting der skulle ordnet, og redde Jad ud af ballade, når han havde lavet ulykker. Som Rhoya blev ældre ændrede hendes ansvarsområder sig også, og da Jad begyndte at blive ældre mistede de to det familiale bånd, som de havde haft som yngre. Men Jad’s billede af Rhoya ændrede sig ikke og ejheller gjorde hendes evner til at klarer situationer og have styr på tingene – tværtimod. Derfor råber Jad ofte forvirrende og selvmodsigende ordre til Rhoya, som alligevel altid formår at løse de udfordringer som videregives til hende.

Slaget ved Calaceinte
Efter slaget ved Calaceinte har Jad fået fornyet tro på egne evner. Han nærer ingen illusioner om, at sejren skyldes Roul’s kampfærdighed og kamptrænede tropper og Marius’ utrolige strategiske snilde og formåen, samt hans kampduelige flåde, men det var stadigt i Jadaniel’s navn at slaget blev udkæmpet, og den unge lord mødte, i spidsen af Meander’s garrison, fjenden på slagmarken – og vandt.

Lord Jadaniel Cassien

A Song of Sand and Blackfyre nikolajdreyer